Strikkefasthed

Selv når man bruger det samme garn og den samme størrelse pinde som angivet i en opskrift, kan det være svært at ramme den korrekte strikkefasthed. Nogle strikker stramt, andre strikker løst og nogle af os gør begge dele på skift. Strikkefastheden kan også være afhængig af garnet (uld, bomuld, bambus, silke), pindetypen (rundpinde, strømpepinde, jumperpinde, metal eller bambus) eller endda temperaturen.

For at få et stykke strikket tøj til at passe er det nødvendigt at ramme nogenlunde den strikkefasthed, som designeren har angivet i opskriften.

Garnbanderoler med angivelse af bl.a. strikkefasthed.

Strik en strikkeprøve – begynd med den pindestørrelse, som er angivet i opskriften. Da du skal tælle hvor mange masker og rækker der kan være på 10 x 10 cm, skal du sørge for at strikke en prøve der er stor nok – sørg for at du ikke er nødt til at måle kantmaskerne med. Hvis opskriften f.eks. siger “24m og 28p i rib (1r, 1vr) på p 4 mm = 10 x 10 cm” skal du slå mindst 30 masker – og gerne flere – op til strikkeprøven (3 kantmasker på hver side).

Hvis der ikke står andet, skal prøven strikkes glat, og den skal vaskes og tørres, inden strikkefastheden kan måles.

Ud fra strikkeprøven tæller du, hvor mange masker, der er på 10 cm, og hvor mange pinde, der er på 10 cm.

Det er nemmest at måle/tælle masker med strikkefasthedsmåler, og du kan nemt at lave en selv af et stykke karton, en lineal/trekant og en kniv:

Når strikkefastheden ikke passer

Passer strikkefastheden ikke, kan du prøve med en mindre størrelse pinde (hvis du har for få masker pr. 10 cm) eller en større størrelse pinde (hvis du har for mange masker pr. 10 cm). Prøv også at skifte pindetype – bambus/træ, metal, rundpinde, jumperpinde. Også disse strikkeprøver skal være store nok, og skal vaskes og tørres inden måling.

Hvis strikkefastheden i opskriften f.eks. er 20 masker pr. 10 cm, og du ikke kan ramme den, kan du justere masketallet. Vælg den af dine strikkeprøver du synes bedst om (det strikkede materiale skal hverken være for løst eller for fast og skal passe til formålet) og tæl masker og pinde pr. 10 cm.I dette eksempel har vi 19 masker pr. 10 cm.

Antal masker pr. 10 cm delt med 10 = antal masker pr. cm. 19/10=1,9
Antal pinde pr. 10 cm delt med 10 = antal pinde pr. cm. 25/10= 2,5

Find målene på det færdige arbejde, ofte har opskriften en skitse af modellen og målene for de enkelte størrelser. Brug f.eks. overvidden på en trøje. Eller tegn den selv:

Modelskitse med mål (overvidde)

Gang antallet af cm med antal masker pr. cm og rund evt. ned til nærmeste hele tal.

Eks.: Overvidden (i dette eksempel 108 cm) omregnes til antal masker pr. omgang ved at gange antallet af cm (108) med antal masker pr. cm (1,9) og evt. runde ned til nærmeste hele tal: 108*1,9=205,2 => 205 masker i stedet for 216 masker som opskriften angiver.

Den lille forskel på 1 maske pr. 10 cm bliver til en forskel på 11 masker eller 5 cm i bredden – og trøjen bliver næsten en hel størrelse større i bredden, hvis du ikke justerer maskeantallet.

Det er dog ikke nok at justere maskeantallet, også antallet af pinde bliver påvirket af en anderledes strikkefasthed. Mange opskrifter indeholder indtagninger, udtagninger, ærmegab, halsudskæringer, venderækker eller andet som påvirker faconen på tøjet, og så er det ikke nok blot at strikke flere eller færre rækker, der skal også beregnes hvor ofte der skal tages ind eller ud.

Lodrette mål omregnes til antal pinde/omgange ved at gange antallet af cm med antallet af pinde pr. cm.

Hvis din strikkefasthed i højden afviger meget, vil jeg anbefale at du prøver at eksperimentere mere for at finde den rette pindetype og -størrelse til dit garn og din måde at strikke på – eller kast dig ud i matematikken og/eller improvisation!

Så forskelligt strikker fem forskellige strikkere – vel at mærke med samme garnkvalitet og samme pindestørrelse.

Links

På pinden – strikkefastheds-regnemaskine
Craftsy – 3 things you might not know about adjusting your gauge
Glenna Knits – When row gauge matters